Engang tog jeg til Kap Finisterre | Overgaden | 2005

Jeg cykler fra hotellet hen til området med indkøbscentre og spillehaller. Herfra cykler jeg videre gennem industrikvartererne og kvarteret, hvor de sælger biler. I forstæderne er der kun et par kiosker og benzintanke. De grønne rismarker ligger helt op til husene. Jeg drejer ind gennem en lille skov for at skyde genvej, følger hårnålesvingene og nyder den kølige luft. På den anden side af skoven kommer jeg ud på en endeløs parkeringsplads. Jeg kører forbi Familieparken, op over en bakke og ud på en grusvej, herfra kan jeg se havet. Det er tredje gang, jeg tager turen. Det tager ca. halvanden time at komme til vandet. Jeg bader, lægger mig i sandet, ser et par gå hen ad stranden og en ung pige, der går i vandet med t-shirt på.

---

En gang havde jeg bestemt mig for at tage til Kap Finisterre. Kap Finisterre er Spaniens nordvestligste punkt. Jeg havde set på kortet og tænkt, at min rejse hen langs kysten skulle ende der, inden jeg tog vinkelret sydpå til Portugal, hvor jeg havde aftalt at mødes med en anden rejsende. Jeg måtte gå det sidste stykke.

---

”Turistinformation” står der skrevet med bogstaver som dem, man brugte i gamle westernfilm. Jeg spørger damen ved skranken om, hvordan man kommer op til krateret. Turen går først med bus og derefter med svævebane. Nogle gange er dampene farlige, men det er de ikke i dag. Det er syv år siden, der sidst var et mindre udbrud. Solen er meget stærk deroppe, så hun råder mig til at benytte hat eller solcreme.

---

Om natten går vi i en stor gruppe ud for at se ildfluerne. Fluerne er stedets eneste natlige attraktion. Vi går langt uden at finde dem; igen og igen er der én, der mener at se lysglimt. Til sidst opgiver vi. Vi samles om de få, der har lommelygter, de slukker dem, ingen siger noget.

---

Lugten af svovl bredte sig i kabinen, da vi fløj ind over byen. Det er regntid og udenfor sæsonen. 4 parallelle veje fører ned til vandet. Jeg følger den ene af dem for at komme hen til området med termisk aktivitet. Det ligger lige ved siden af et stort, nybygget boligområde. Der er anlagt en park. Mellem bede med blomster og buske er indhegnede arealer, hvor jorden bobler. Inde midt i parken står en samling sorte, døde træer. Her var der et pludseligt dampudslip sidste år.

---

Ved siden af parken er den badeanstalt, de fortalte mig om på hotellet. I den heftige regn sidder jeg i det varme, mudrede vand. Jeg har lejet en sort badedragt. Den eneste anden besøgende er en japansk kvinde.

---

Jeg havde siddet i 12 timer i flyet på vej hen over Sibirien. Undervejs snakkede jeg med min sidemand, som fortalte, at han en gang om året vendte tilbage til det samme sted for at fotografere en dreng. Det var 13. gang, han var på vej.

---

Jeg lagde mig ned på bænken, jeg ville ikke sove. I lufthavne er der en risiko for at forsvinde for alvor. Drømte om fotografen; han boede nu i et hul i jorden. Folk havde fået kendskab til ham og var begyndt at betragte ham som en hellig mand. Mange valfartede til stedet, hvor han hele tiden gravede sig dybere og dybere ned. De stak sugerør ned i jorden, og gennem sugerørene kunne man sende breve. Jeg sendte strimler af postkort ned til ham.

---

Overalt møder jeg folk, der har rejst i årevis. De kører rundt i autocampers eller lejede personbiler. På vandrerhjemmet møder jeg en fisker fra Skotland. Han regner med at leve sit liv i en vekslen mellem at fiske og rejse. En canadier fortæller, at han rejser verden rundt for at bungyjumpe.

---

Bjergene ligger foran mig som et billede i horisonten. Jeg har kørt i timevis, og kun langsomt nærmer jeg mig. Jeg har lejet kæder til hjulene på en tankstation. I vintersæsonen må man ikke køre gennem passet uden kæder. Det bliver koldere jo tættere på, jeg kommer. Regnen bliver til sne, og bjergene er nu rundt omkring mig, hvide og sorte. På det sidste stykke af vejen op advarer skilte mod at stoppe på grund af lavinefare. I selve passet kører jeg gennem en tunnel. Jeg når ned i dalen på den anden side den anden side inden aften.

---

Jeg gik ned i 7eleven for at købe et telefonkort. Tilfældigvis var klokken 11 derhjemme og syv her. På kortet var et billede af en hvid kat blandt lyserøde blomster. De var ved at spise sen morgenmad, han elsker at sove længe, han var glad for brevet og pakken med det fjernstyrede marslandingsfartøj, som han havde pakket op allerførst. To cyklister kørte forbi udenfor. Her må man gerne køre på fortovet. På vej tilbage til hotellet hentede jeg tøjet fra møntvasken.

---

Jeg når udsigtspunktet. En lille gruppe palmer vokser yderst på knotten, der rækker ud over indsejlingen til bugten. De adskiller sig fra den øvrige vegetation, der består af buske og løvtræer. Man må klatre over store klippestykker for at komme herhen. Mellem mig og palmerne er der en dyb kløft. Jeg sidder med benene ud over kanten, mens jeg fotograferer palmerne.

---

Igen i dag sidder jeg på caféens terrasse og skriver. Ved hvert stop på min rejse vælger jeg en rute og udfører et ritual. Jeg går ad den samme vej hver morgen hen til den samme café, jeg spiser den samme slags morgenmad, drikker samme slags kaffe.

Jeg har bemærket, at jeg bliver betragtet. Han står med sin kikkert ved et vindue i et hus lidt oppe ad bakken. Jeg vender hovedet pludseligt for at overraske ham.

Om eftermiddagen går jeg op til hans hus. Ved siden af hoveddøren er der en plante og en cykel, et halvtag dækker en samling brædder og gamle haveredskaber. I haven er der en bænk, en sti fører gennem det høje græs ned til den.

Jeg går ind i haven og sætter mig på bænken.

---

Det sidste stykke af vejen går gennem en jungle. Der er lavet en sti, flere steder belagt med brædder. Jeg møder ikke nogen, men hører fugle, jeg ikke har hørt før. Bortset fra dem er der stille. På flere af træerne er der skilte, der fortæller, hvor gamle de er.

Jeg kommer hen til “Big Tree”. Det er 883 år gammelt. Jorden omkring det er trampet fast og hård. Ingen har skåret deres navne ind i barken. Jeg tager mit videokamera frem. For at dokumentere træet filmer jeg det tæt på hele vejen rundt.

---

I tyfonsæsonen regner det pludseligt og heftigt, og det blæser voldsomt. Bagefter er himlen helt klar. Det anbefales at blive på hotellet. Jeg spiser det bolsje, der lå på sengen, da jeg kom.

---

Kvinden går ud i køkkenet efter en kop. Hendes plasticsandaler klaprer mod vinylgulvet, mens jeg sætter mig ved et bord nær vinduet og forsøger at få varmen. Her ved grænsen til ørkenen er der koldt. Kaffen er lunken. En mand kommer ind, han bestiller ikke noget, men læner sig hjemmevant op ad disken, hvorfra han holder øje med mig. Jeg holder også øje med ham. Vi siger ikke noget, jeg drikker min kaffe. Her står livet stille, eller det går sin gang, sådan er det overalt; jeg husker at erkendelsen kom til mig, da jeg holdt ved en tankstation mellem Herning og Esbjerg for at købe en is. Jeg kører ud af byen i den lejede bil, den billigste jeg kunne få.

---

Jeg befinder mig syd for Atlasbjergene. Det er første gang jeg oplever en oase. Jeg kørte i en 2CV hertil. Det sner. Det har ikke sneet her siden 1960. Folk i oasen er ude af sig selv af begejstring.

Jeg opgiver selv at køre tilbage, efterlader bilen og stiger på den lokale bus til Marrakesh. Chaufføren smiler og nikker, da jeg spørger ham, om han tror, vi vil komme igennem.

Bussen stopper på grund af de store snemasser og folk står ud. Nogle huse ligger tæt ved. Vi bliver budt ind, og der bliver lavet myntete til os. Vi kan overnatte hér, siger de. Rundt omkring på gulvet indretter man sig med tasker og frakker. Min søvn er drømmeløs.

Dagen efter kan bussen stadig ikke komme igennem, og vi kører tilbage til oasen. Jeg når ikke mit fly hjem.