Below you will find a summary of my ph.d. thesis. If you pass me a mail I will send you a PDF with the thesis (it´s in Danish)

Under engelsk tekst kan afhandlinges konklusion læses på dansk.

MIND THE GAP! On Drawing and Becoming. Outline for a Philosophy of Drawing 

There are two main meanings of the noun ’drawing’: it can refer to a practice, or it can refer to an object. But drawing is not only the action and the object. Drawing is also what happens in the gap between the two meanings. In that gap we find the concept of ’drawing’, the substantivised verb containing the object and the process in one. Someone is drawing, something is drawn, and something appears. All this turns into an image. Something comes into view through the process of drawing and the result is ’a drawing’, understood as ’a picture’. Something has appeared for the person who draws. It appears while drawing, but also when the drawing is finished – when it has become an image. The image represents an idea, a statement, an expression; a new object and a new meaning have come into existence. The drawing not only appears on paper but also in the subjective or collective conception of the world. Thus, a drawing is always an emergence of a conception, for the artist as well as for the person who sees the finished drawing. But conceptions change through drawing, since in most cases the drawing shows the artist something other than he or she had originally imagined, regardless how vivid the imagined image was. Artists say that the drawing begins to ’think’ or ’speak’ to him or her, that is, the drawing gives something back, and a generation of meaning appears regardless of the artist’s intentions. The artist may feel that the image draws itself and even lets the artist know whether it is finished, is on its way – or has failed. But when we say that the drawing speaks we are trying to cope with the mute appearance of drawing by attributing a metaphor to it. Drawing can spark thinking, but the drawing itself, understood as the concept of drawing, lies outside the field that we normally define as language. It leads us to the question: How can we speak about the space where the drawing emerges?

Trying to penetrate the statement of the drawing is the focal point of the dissertation, not in order to demand an answer or a voice but in order to draw attention to its existence: to the language of drawing – to drawing as drawing. In the thesis, drawing is situated in the space between a transition, an image, an action and a thought and seen as an opportunity to expand the world. In a sense, the thesis revolves around a specific perspective on drawing. The perspective looks at drawing as emergence. I explore this perspective through analyses of my own and others’ practice and by examining how it can be related to relevant philosophical discussions. The dissertation should be seen as a contribution to a discussion of the concept of drawing: What do we mean when we say ’drawing’? 

The thesis is conceived in three parts. In the first part I give an overview of the status of drawing research today and describe how my own research relates to it (Chapter two). The second part addresses the philosophical basis for the development of emergence as the idea of drawing (Chapters three and four). In Chapter four, careful readings of Henri Bergson’s concept of intuition are related to Gilles Deleuze’s and Felix Guattari’s philosophy of immanence. These readings lead to Giorgio Agamben, with whom I discuss the concepts of ’praxis’, ’poiesis’ and ’potentiality’. The third part encompasses the more empirical studies (Chapters five, six and seven). In Chapter five I analyse three examples where artists in the twentieth century have worked very explicitly with drawing as emergence: the American painter and writer Robert Morris (1931-), the Belgian writer and painter Henri Michaux (1899-1984), and an artist who is outside the usual definitions of art/design/illustration, namely the Swiss healer Emma Kunz (1892-1963). In Chapter six, I analyse drawings by two students at the Danish Design School in a class called ’drawing laboratory’, a class that I initiated myself. Finally, in Chapter seven, I discuss my own work with a series of drawings, which I did before I embarked on my Ph.D. study. In all the empirical studies I aim to see the drawing process from the point of view of the creator and investigate what premises the specific drawings have emerged from. Thus, the argument moves from the most general perspective in the chapter on drawing research to a philosophical discussion and further on through an analysis of the works of others to conclude with a subjective approach with a phenomenological experience orientation. The ongoing discussion throughout the dissertation is whether it is possible – at all – to render a tacit process. The dissertation speaks at the edge of this taciturnity. 

In the understanding of drawing that I arrive at, drawing can simultaneously make the world appear and create a chasm, a lack of meaning. Drawing creates (and in my opinion must create) an abyss to the same extent as it creates itself, as it always points to what is missing, both through the exclusion of what is not on the paper and through the enunciation of itself. In this enunciation of itself, in its potentiality, drawing escapes its own definition. The drawing of the drawing not only creates a clarification but also endless tracks and holes in the world. These absences and tracks are the essence of the quality of the artistic language. Drawing is a way for us to relate to this quality.  

If we take our point of departure in this paradox, drawing and drawings are not a way of depicting but of relating to silence and potentialities. Drawing and drawings establish a relationship. The main contribution that this thesis provides to the discussion of drawing and emergence is that it points to exactly this condition. It is a relationship that I think is generative and one reason why drawing continues to be a part of the artistic disciplines. In this interpretation, one may see the drawing as a picture of the nature of art. My conclusion is that we have to welcome the paradox. We must accept that any production of a drawing is also an evasion. A drawing is not a piece of ’extra’ consciousness, but the drawing is able to shape consciousness, and in the consciousness, shapes and formations of silent gaps constantly occur. 

Looking at drawing in this way has consequences for drawing education. In previous arts education programmes, drawing education held a central position. Teaching was usually based on classic observation disciplines. Today this discipline has been replaced with exercises in conceptual thinking, – especially in design schools. This kind of visual thinking is diagram-based and ruled by the queen of concept development: the yellow Post-it note. I believe, however, that the imaginative power of drawing continues to hold opportunities. Through drawing the students have the opportunity to experience genesis in a very concrete way. And they learn the premises for stepping into the artistic realm.

A line appears not at a glance; it begins, ends or continues – it is temporal. What is drawn is drawn in time, and it is drawn while it is being drawn. There is no difference between drawing and appearance. Drawing draws the line, and this line figures its own ground. We must look at the ground with the same vision and in the same vision as the line. If we leave out the distinction of figure/ground, we see appearance, we see the image as a substance becoming. What is drawn is a drawn substance. It has no cause but creates sense. In this sense it creates an abyss.

MIND THE GAP! Om tegning og tilblivelse. Udkast til en tegnefilosofi

KONKLUSION (kapitel 8)

Afhandlingen er bygget op omkring en indledende tese, hvis væsentlighed og validitet, jeg efterfølgende har undersøgt. Min påstand var, at det væsentlige ved tegning er, at tegning er noget, der tegner sig, og jeg spurgte, hvorledes det var muligt med sproget at forstå den ordløse aktivitet, tegning er, og at beskrive det rum, tegning opstår i.

I afhandlingen har jeg forsøgt at forstå tilblivelse fra forskellige vinkler. Jeg har konsulteret filosofien og dér fundet sprog for tilblivelses-problematikken på et grundlæggende plan. Fra de abstrakte filosofiske diskussioner om verdens- og bevidsthedstilblivelsens betingelser har jeg trukket paralleller til tegning. Selvom det filosofiske sprog er anvendeligt, og selvom det har haft en helt central betydning i afhandlingen, har jeg ikke entydigt afklaret, hvordan tegning bliver til. Jeg er begyndt forfra igen og igen og har angrebet mit emne med forskellige metaforer og begreber. Jeg har talt om tegning i forhold til immanens, intuition og potentialitet. Jeg har talt om forventninger, handling, tegning som rytme, materialets beskaffenhed, fejlens betydning, tegning som en måde, hvorved livet får form, og jeg har sagt, at tegningen danner sit eget sprog, når tegningen udsiger sig selv som tegning. Flere steder konkluderer jeg, at ’en tegnen sig’ kan sammenlignes med bevidsthedens tegnen sig. Med disse (mange) bud på tegningens gøren, har jeg defineret tegningen positivt. Tegning tegner noget frem. Tegning er i løbet af afhandlingen mere og mere blevet til en metafor for en bevidstheds tegnen sig. Tegning betegner bevidstheden, har jeg direkte og indirekte sagt.

Med min afsøgning af tegnings tilblivelsesproblematikker og analyser af processer og tegninger, har jeg givet sprog til tegningens sprog. Undervejs er jeg dog gentagne gange stødt ind i flere af tegning og tegningers paradokser. I indledningen til kapitlet om den filosofiske kontekst og som afslutning på prologen, hvor jeg spurgte, om det er muligt at tegne et hul, formulerede jeg et udsagn om, hvad tegning gør:

Tegningens tegning skaber ikke blot afklaring, men også endeløse spor og huller i verden. Disse mangler og spor er essensen af det kunstneriske sprogs kvalitet. Tegning er en måde at stille sig i forhold til denne kvalitet.

Udsagnet beskriver samlet et paradoks, jeg resten af afhandlingen har bevæget mig omkring. Der har nemlig åbnet sig en bundløs afgrund, når jeg har forsøgt at indfange selve tilblivelsesøjeblikket, eller når jeg har forsøgt at destillere betydningen i et tegnet billede. Måske vil læseren i løbet af læsningen have spurgt sig selv om, hvad konklusionen egentlig var. For i overskriften står der ’tilblivelse’, men det er forsvindinger og afgrunde, skribenten hele tiden vender tilbage til. I det følgende vil jeg uddybe, hvordan jeg ser paradokset.

I afhandlingens analysedel søgte jeg at beskrive, hvilke parametre en tegning kan udvikle sig ud fra, hvis tegning anskues som en tegnen sig. I mine analyser kom jeg flere gange frem til, at tegneren på den ene eller den anden måde må iscenesætte en situation, opstille en regel eller opfinde en modstand, for at tegningen kan give noget tilbage. Men lige meget hvor meget vi kan forklare tegningen ud fra de præmisser, der er opstillet omkring den, mener jeg ikke, det er muligt at afgøre, hvorfor en given tegning kom til at se ud præcis, som den gjorde. Kompleksiteten i de faktorer, der spiller ind, er for stor. Den repræsenterer en afgrund. Den eneste forklaring, jeg kan give, er, at tegningen er en formdannelse bestående af et sammenfald af omstæn-digheder. Men tegningen er ikke tilfældig, den kunne ikke lige så godt have set anderledes ud. Et sekund senere – eller hvis tegneredskabet havde været bare en lille smule anderledes, ville tegningen have væ-ret en anden. En tegning er ikke den eneste mulige, og dog den eneste mulige på et bestemt tidspunkt. Det vil jeg kalde paradoksets præmis.

Selve paradokset handler om sprog. Flere steder i afhandlingen konkluderer jeg, at det ikke er muligt at indfange tegningen i sproget, idet der altid er noget, der unddrager sig. Diskussionen af tegningens gestus i kapitel 5 er et eksempel herpå. Derved opstår der en problematik, der handler om, hvad det er muligt at sige om tegning, og hvad tegning selv siger. Her er der endnu en afgrund, som ikke kan overskrides. Jeg har flere gange associeret tegning med sprog, særligt med henvisning til Agambens diskussion af begrebet potentialitet. Men det er ikke et sprog, der sprogliggør, i forståelsen verbaliserer, derimod et sprog, der eksisterer i egen ret. Det er et sprog, der har med viden at gøre; tegningen gør, at vi kommer til (billed-)viden. Men som jeg ser det, bliver der ikke mere og mere mere viden med tegning. Mængden af uvidenhed forbliver konstant, hvis vi ser det på et overordnet, abstrakt niveau. Enhver tegning præsenterer nemlig også en form for uvidenhed, en usigelighed – og her kommer pointen: Det er netop denne usigelighed, der er drivkraften til at tegne. Heri består samtidig paradokset: Vi tegner tegninger/billeder/objekter frem for at se og forstå, men vi tegner også for ikke at forstå. Med reference til hul-diskussionen vil jeg mene, at en drivkraft til at tegne er at finde hullet – at finde manglen. For hvis vi tegnede en tegning og forstod alt (og jeg mener: alt) gennem denne tegning, ville der ikke være grund til at tegne den næste tegning. Når tegneren tegner ’den næste tegning’, er det ikke for at se det, som den første tegning ikke viste, og ikke for at høre det, som den første ikke sagde, men for at opleve at stå overfor en uendelig tavshed igen – og igen. Og det kan kun lade sig gøre, hvis tegneren i sin omgang med tegningen er meget præcis og lydhør overfor tegningens betydningsfulde mangel. Tegning er et sprog, men det er sprogets tavshed, der er drivkraften til at ’tale’ det. Det vil jeg kalde paradoksets essens.

Forstår vi tegning ud fra dette sammensatte paradoks, bliver tegning og tegninger ikke til en aftegning, men til en måde at stille sig i forhold til tavsheden og til potentialiteten. Tegning og tegninger bliver en relation. Det væsentligste bidrag, denne afhandling giver til en diskussion om tegning og tilblivelse, er, at den peger på netop dette forhold. Det er et forhold, jeg mener er generativt og en årsag til, at der vedblivende tegnes indenfor de kunstneriske fag. Udlagt på denne måde kan man se tegning som et billede på kunstens væsen. Min konklusion er, at vi må byde paradokset velkomment. Vi må godtage, at enhver produktion af en tegning samtidig er en unddragelse. En tegning er ikke et stykke ’ekstra’ bevidsthed, men tegning er med til at forme bevidstheden, og i bevidsthedens ’formen sig’ opstår bestandigt formationer af tavse huller. Diskussionen om fænomenet ’tavs viden’ indfanger ikke overvejelser over denne form for tavshed. Ved at hæfte tavshed sammen med viden bliver tavsheden fyldt. ’Tavs viden diskussionen’ vil ikke lade tavsheden være tavs, men vil gøre den produktiv.

Ser man på tegning ud fra de her fremlagte konklusioner, har det konsekvenser for tegnepædagogikken. Tidligere havde tegneundervisning en central plads i undervisningen på de kunstneriske uddannelser, hvor den som regel var bygget op omkring klassiske iagttagelsesdiscipliner. I dag er denne plads (særligt på designskolerne) udfyldt af øvelser i at tænke konceptuelt og struktureret. Den form for visuel tænkning, uddannelserne opøver, er diagrammatisk baseret og regeres af konceptudviklingens dronning: den gule post-it. Jeg mener imidlertid, der stadigvæk er muligheder i tegning og tegningers billedskabende kraft, og min afhandling er et argument herfor. Den er et udkast til en tegnefilosofi, der beskriver tegning som en kompleks og sanselig relation til tilblivelse. Gennem tegning har den studerende mulighed for at erfare tilblivelsen på en meget konkret måde. Men forestillingen om, hvad tegning gør og gør godt for, må udvikles. Udgangspunktet for tegneundervisningen skal ikke kun være iagttagelsen, forstået som aftegningen. Den forståelse, iagttagelsestegning giver, skal i dag suppleres med andre forståelser. Tegneundervisningen skal ikke udelukkende bygges op omkring en visuel gengivelse; det skal ikke kun handle om at gengive masse, form, rumlighed, rytme; nej, det handler også om at kunne gengive egenskaber og foranderligheder.

Et syn på tegning, der er mere processuelt orienteret, vil kunne forny tegnepædagogikken. Den mimetiske aftegning baserer sig på forestillingen om, at tegning kan sige os noget sandt om tingene. Denne forestilling minder om videnskabens bestræbelser. ’En tegnen sig’ betoner det vi-talistiske aspekt og fjerner tegningen fra videnskaben, som den siden renæssancen har klæbet til. En tegnen sig beskriver en flydende tilstand. Hvor det mimetiske tegnebegreb skaber former, skaber det flydende tegnebegreb formationer. En tegnen sig inskriberer ikke sandhedsrum, men åbner derimod mulighedsrum. Tegneundervisningen må give tegnere in spe mulighed for at erfare tegningens potentialitet. For kun gennem erfaringen kan tegneren nærme sig det rum, hvor tegninger begynder at generere sig selv, og kunsten finder rum. Det er hensigtsmæssigt, at en designstuderende lærer at gengive form i korrekte rumlige proportioner, og til det formål er der bestemte tegneteknikker, der kan læres. Men får den studerende ikke fat i, hvad tegning også kan, nemlig bevirke, at formen tegner sig, og at disse former åbner nye rum for manglende svar, udnytter han/hun ikke tegning og tegningernes fulde potentiale, og ingen kunst bliver til.

Tegning tegner grunden og ikke noget på grunden. Forstår vi tegning på denne måde, ser vi tegningens tegning, og forskellen mellem handlingen og objektet udviskes. Hvis vi løser tegningen fra grunden, og siger, at tegningen altid tegner en substans, giver det blandt andet basis for at forstå de digitalt fremstillede tegninger bedre. Selvom skærmen mimer papiret, har den digitale tegning intet med en sædvanlig figurgrund problematik at gøre. Der er ikke nogen grund, på hvilken, der kan indkredses et omrids i det digitale system. Der er kun den mængde mulige konstellationer, det digitale program tilbyder.

Jeg finder det her – som flere andre steder i afhandlingen – vigtigt at fremhæve, at der i enhver tegning altid er et syn og en krop involveret. Et syn, der filtrerer, et syn, der er er trænet på den ene eller den anden måde, en krop, som husker, både måder at tegne på, tidligere syn, konventioner og vaner. Der er også materialet selv, og det har sin begrænsning, men begrænsningen er også potentialitetens betingelse. Som vi har set, er det potentielle ikke ubegrænset, men eksisterer som en iboende mulighed i stoffet. Alt er ikke muligt. Begreberne har deres egen konsistens, og tegning er et begreb. Tegning har sin egen konsistens, både som handling og som billede. Stregen er nu engang en streg, og afgrænsningen af et objekt tegnes konkret ved hjælp af konturen, lige meget hvad vi ellers forestiller os om tegning på et abstrakt niveau. Vi ser grænsen mellem figuren og baggrunden som en linie, og når vi ser på papiret eller skærmen og ser konturen, der omslutter objektet og adskiller det fra grunden, genkender, oversætter og fortolker vi det som ’en figur’, fordi vi kender ’figuren som sådan’ gennem vores kropslige tilstedeværelse i verden. Ligeledes ser vi den tegnede skygge som en skygge. Der er visse kognitive processer, som ikke kan diskuteres. Det er dem, der gør, at tegning kommunikerer og at tegneren kan kommunikere med tegningen.

Vi kan, som jeg gør ovenfor, tale om kognitive processer og semiotiske tegn. Men tegningen selv, som den fremstår og foregår, har sit eget sprog – den er sit eget sprog. Og ligesom der ikke findes et privilegeret sted, udenfor talesproget hvorfra vi kan tale om det, på samme måde som når vi taler det, findes der heller ikke et privilegeret sted udenfor tegning, hvorfra vi kan se den, hverken som proces eller billede. Vi kan kun forstå tegning som tegning, med de midler, tegningen potentielt har. For den, der ’taler’ sproget, dvs. for tegneren, er dette om ikke let så naturligt. Tegneren tegner og forstår sit eget sprog, og har også indsigt i andres tegnesprog, dvs. han eller hun kan tale med andre tegnere gennem tegning. Det kunne vi også kalde faglighed. Det er det, tegnere, designere, billedkunstnere, arkitekter m.v. har gjort gennem århundreder. De har talt med hinandens tegninger, billeder, kunst gennem selvsamme. Men den, der ikke tegner, er ikke udelukket fra samtalen. Muligheden for den, der ikke tegner, er at stille sig i et empatisk forhold til tegningen og søge dens grund. Alle kan jo potentielt tegne, ligesom alle potentielt har øre for musik, dvs. kan leve sig ind i musik, uden nødvendigvis selv at kunne udøve den. Tegning er, ligesom musikalitet, del af den potentialitet, vi alle ejer. Potentialitetens essens er, at der er bevidsthed. Men ’en bevidsthed’ er altid om noget. Derfor afhænger en tegners mulighed for at tegne af dennes bevidsthed om tegning og om dennes idé om, hvad tegningens ’hvad’ er og skal være.

I afhandlingen har jeg flere steder problematiseret, at ’en tegnen sig’ åbner for en kritikløs vitalisme. Jeg har med bekymret mine spurgt til min egen tese. Jeg har været omkring Latours påpegning af magt og tegning, men jeg har også i slutningen af kapitlet om egne tegninger påpeget – med Deleuze – at forestillingen om en problemløs vitalisme ikke er så enkel endda. Tegningen tegner sig ikke ubesværet. At finde, at tro på og at tegne det utrolige er ikke så simpelt. Endelig vil jeg med Agamben in mente påpege, at blot fordi ’noget’ viser sig, er det ikke sikkert, det skal tegnes. Vi kan undlade at tegne en mulig tegning. Præcist hvad, vi skal undlade at tegne, er der ikke noget svar på, efter min mening. Det eneste vi har at holde os til, når vi skal vælge, hvad vi vil tegne, er vores opmærksomhed i sig selv, bevidstheden om at bevidstheden lever og må fortsætte. Vi er underlagt en biologi og et økosystem; det er vores potentialitet og det er det eneste, vi kan og skal være opmærksomme på. Tænkte vi på den måde om alt, hvad vi tegner frem, ville etiske spørgsmål skulle havde afgørende betydning i langt flere tegninger.

En linie tegner sig ikke på én gang, den begynder, den slutter eller den fortsætter – den er tidslig. Det, der tegner sig, tegner sig i tid, og det tegnes, mens det tegner sig. Der er ingen forskel på tegning og det, der tegner sig. Tegning tegner stregen, linien, og denne linie tegner sin egen grund. Vi må se på grunden med det samme syn og i det samme syn som stregen. For hvis vi undlader distinktionen streg/grund, ser vi det, der tegner sig; vi ser billedet som en substans, der bliver til. Det, der tegner sig, tegner sig i grunden. Det har ingen årsag, men skaber betydning. I denne betydning er der en afgrund.